Menu Luk

Om os

Hvem er vi ?
DcH-Silkeborg blev stiftet d. 18.01.1944 og havde i starten 20 medlemmer. I dag er vi omkring 90 medlemmer.

DcH Silkeborg tilbyder hvalpetræning/begynderhold, et videregående hold, lydighedstræning i DcH klasserne C og B, rally lydighed og et hyggehold.

På alle hold benytter vi moderne og effektiv træningsmetoder- læs mere om metoderne her.

Hvad er DcH ?
DcH-Silkeborg afdeling, eller helt præcist- Silkeborg og omegns civile Hundefører- forening, er en selvstændig forening, som er  tilknyttet landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening – DcH.
DcH består af 6 kredse med godt 13.000 medlemmer i 116 lokalforeninger fordelt over hele landet.

Trænernes uddannelse
Hver lokalforening i DcH råder over et antal trænere som alle har en ca. etårig uddannelse. Uddannelsen er landsdækkende, hvilket sikrer en ensartet og høj kvalitet af undervisning i alle lokalforeninger.

Formål.
DcH-Silkeborgs formål er dels at virke for anvendelse af hundens evner og færdigheder til konkurrencesport, dels at medvirke til at fremme og forbedre vilkårene for hunde generelt.
Det er endvidere foreningens formål at tilbyde hundeinteresserede mulighed for at dyrke denne aktivitet, samt med udgangspunkt i hundearbejde, at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og det lokale samfund.

Motto.
Vores motto er : DcH for ALLE !
Et særkende for DcH er, at vi er en hundesportsforening for alle. Vi skeler ikke til racer eller størrelser. Alle hunde, uanset om det er en blanding eller en stambogsført hund er velkommen.

Hvorfor gå til træning?
En hund i huset er altid forbundet med store forventninger. Forventninger om en hengiven, glad og lydig hund til glæde for både børn og voksne.

Men hunden har også forventninger til tilværelsen – den har ikke blot behov for en kurv og et dagligt måltid mad. Den har også brug for motion, oplevelser, samvær (også med andre hunde) og mulighed for at anvende sine instinkter. Kort sagt – et rigtigt hundeliv.

For en nybagt hundeejer kan det være svært at skabe den rigtige balance i hundens opdragelse, så det nye ”familieskab” bliver til fælles glæde.

Det kræver øvelse at forstå hundens signaler, og viden om hunde at løse de problemer der opstår.

Mange hunde bliver ikke aktiveret nok i det daglige, enten fordi deres mennesker ikke ved hvordan, eller hunden er meget alene hjemme. At aktivere sin hund er med til at hunden ikke udvikler sig til et problem for ejeren/familien.

Du vil lære at forstå din hund og opfylde hundens naturlige behov for f.eks. at bruge sin lugtesans og hjerne.

Kort sagt : Vi håber, at du gennem træningen i DcH vil få en glad, lydig og veltilpasset hund, som fungerer i harmoni med familien.

Og hvad så?
Efter dig og din hund, har modtaget den grundlæggende undervisning, – hvad enten det er en hvalp eller lidt ældre hund du kommer med, – er der gode muligheder for at fortsætte med mange spændende aktiviteter, med henblik på konkurrencer, eller blot det at du kan foretage dig noget sjovt sammen med din hund.

Vi håber, du vil bruge lidt tid til at se, hvilke tilbud vi har til dig og din hund i klubben.

God fornøjelse !